EnergiMetropol er din inspiration
til job og liv i Esbjerg Kommune

På ukendt grund

Om livet i Esbjerg og vejen dertil for Lars og Birgitte
Familie og bolig
For to år siden rykkede Lars og Birgitte teltpælene op og flyttede fra Randers til Esbjerg. De var trætte af at bruge flere timer dagligt på at pendle til og fra jobs i henholdsvis Aalborg og Bredebro. I dag cykler de på arbejde og til datterens skole – og har naturen lige uden for døren.

Lars og Birgitte tager begge imod i døren til den 230-kvadratmeter store villa nord for Hjerting. Inde i stuen sidder parrets 7-årige datter Signe og ser iPad med en flødebolle i hånden. Familien købte huset for et år siden efter mange år i Randers.

Træt af motorvejene

Fra Randers pendlede Lars nordpå til sit job som IT-konsulent i Aalborg og Birgitte sydpå til sin HR-stilling i Bredebro. Mange dage var de først hjemme ved spisetid, og andre gange var Birgitte væk i flere dage, fordi hun på grund af transporttiden overnattede i Bredebro.

– Vi var trætte af al den transport. Vi er ikke en familie, som kan nøjes med at ses i weekenderne. Så vi begyndte at overveje, om der var andre muligheder, fortæller Birgitte om familiens tanker forud for beslutningen om at flytte sydpå – tættere på hendes arbejde. Planen var, at Lars så skulle finde et job tæt på det nye hjem.

"Her er så grønt - og nu bor vi kun 800 meter fra Vesterhavet."
Lars, IT-konsulent og tilflytter til Esbjerg

Hvordan vælger man den rigtige skole?

Det fik familien til at rive rødderne op og rykke mod Esbjerg. I den forbindelse meldte flere ikke-jobrelaterede spørgsmål sig. Også her kunne tilflytterservice hjælpe.

– Når man ikke kender byen, er det svært at vide, hvad der kendetegner de forskellige boligkvarterer. Samtidig skulle Signe til at starte i skole, og vi vidste, at vi gerne ville bo tæt på skolen. Men hvilke skoler er gode? Det anede vi ikke, fortæller Birgitte.

Tilflytterservice anbefalede familien at overveje Ådalskolen – og efter et besøg på den lille skole vidste de, at det var den rette. Flytningen passede tidsmæssigt med, at Signe kunne nå med i indskolingen – men familien ville ikke forhaste sig med et huskøb. De boede derfor i lejebolig i centrum de første måneder, mens de kiggede på huse i nærheden af skolen. Og efter et lille års tid fandt de villaen – ti minutters gang fra skolen.

Lars og Birgittes datter nyder den skønne natur ved Esbjerg Strand
Lars og Birgittes datter nyder den skønne natur ved Esbjerg Strand

Tæt på naturen

Egentlig syntes de, villaen var for stor til tre personer. Men som Lars forklarer, er det rart med ekstra værelser og god plads til overnattende gæster. Samtidig faldt de pladask for naturen, der ligger lige uden for døren.

– Vi er begge glade for at køre mountainbike, og Birgitte sejler kajak. På det punkt har Esbjerg virkelig overrasket os. Her er så grønt – og nu bor vi kun 800 meter fra Vesterhavet. Det er altså noget andet end Randers Fjord, griner Lars.

Overvejer du selv at rykke til Esbjerg?

Esbjerg Kommunes Tilflytterservice kan være behjælpelige med alt fra at finde job og klarlægge boligmulighederne til oplysninger om pasningstilbud, skole og uddannelse, fritid, oplevelser, kultur og netværk.

Læs mere om tilflytterservice

Et fedt kulturliv

Den største udfordring for Lars, Birgitte og Signe var at flytte fra bedsteforældre og den øvrige familie, der før boede et kvarters køretur væk. Omvendt betyder det, at de nu har mere koncentreret og intenst samvær, når de endelig er sammen. Ellers føler familien ikke, at de lider afsavn.

– Vi blev meget overraskede over, hvor meget gang der er i Esbjerg. Byen har et fedt kulturliv, og det er helt vildt, hvad her er af sportsmuligheder. Samtidig kan man i løbet af en halv time være på Fanø, hvor tiden nærmest står stille. Der er skønt efter en lang arbejdsuge, siger Lars.

Bare gør det!

Lars og Birgitte har kun én ting at sige til andre i samme situation:

– Bare gør det! Vi sparer tilsammen omkring seks timer om dagen på transport – den tid kan vi i stedet bruge på fritidsaktiviteter og hinanden. Det tager mig kun 15 minutter at cykle på arbejde nu. Det er en kæmpe frihed, slutter Birgitte, der siden flytningen er blevet ansat hos Viking Life-Saving Equipment i Esbjerg og dermed helt har droppet pendlerlivet.

Vi er klar til at hjælpe dig

Lasse Jensen sidder klar til at hjælpe dig. Han kan give dig information om job, bolig, uddannelse og fritid i Esbjerg.