EnergiMetropol er din inspiration
til job og liv i Esbjerg Kommune

På "date" med direktøren

Administrerende direktør ved SE, Niels Duedahl, giver gode karriereråd til Dan Slaikjær Sørensen, der læser cand.merc. Business Controlling på SDU.
Job
På Karrieremesse Esbjerg i slutningen af september 2016 havde deltagerne, der kom forbi energi- og telekoncernen SE’s stand, mulighed for at vinde en noget atypisk præmie. Her kunne deltagerne deltage i konkurrencen om en times sparringsmøde med SE’s administrerende direktør Niels Duedahl.

Den utraditionelle præmie er i tråd med virksomhedens store fokus på talentudvikling.

– Min grundtese som leder er, at talentudvikling er vejen til virksomhedens overlevelse – og derfor er det vigtigt at kunne tiltrække talenter. Det forsøger vi blandt andet at gøre ved at skabe en kultur, hvor det er lovligt at have store ambitioner – også uden for virksomheden. Min filosofi er, at vores medarbejdere skal være mere værd, når de går herfra, end da de kom.

"Min filosofi er, at vores medarbejdere skal være mere værd, når de går herfra, end da de kom"
Niels Duedahl, administrerende direktør

Og den her præmie, hvor et menneske på vej ud i karrierelivet får mulighed for at stille spørgsmål og få gode råd, synes jeg, cementerer SE’s fokus på at udvikle mennesker, forklarer Niels Duedahl.

Hele 150 personer deltog i konkurrencen – og vinderen af den eftertragtede ”date” blev 27-årige Dan Slaikjær Sørensen, der læser cand.merc. Business Controlling på SDU og selv drømmer om at ende i en lederposition i en spændende virksomhed.

– Mødet med Niels gav mig et nyt perspektiv på det at være leder: Lederskab handler ikke kun om at kunne sætte sig igennem – det handler også om personlige og menneskelige egenskaber. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvorfor man vil være leder – og hvordan man får medarbejderne til at følge en. Samtalen har helt sikkert givet mig inspiration til, hvordan jeg selv kan agere på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, fortæller Dan Slaikjær Sørensen.

Foto: SE.

Vi er klar til at hjælpe dig

Lasse Jensen sidder klar til at hjælpe dig. Han kan give dig information om job, bolig, uddannelse og fritid i Esbjerg.