EnergiMetropol er din inspiration
til job og liv i Esbjerg Kommune

Kunsthistorikerens drømmejob

Josephine blev positivt overrasket over Ribes mange muligheder.
Familie og bolig
Hvert år byder Esbjerg Kommune velkommen til mere end 5.000 tilflyttere fra Danmark og resten af verden. EnergiMetropol har sat et par af dem stævne for at høre deres historie. Her kan du møde Josephine der fik drømmejobbet i Ribe.

Det var en udstilling på Den Hirschsprungske Samling i København i 2009, der åbnede kunsthistoriker og museumsinspektør Josephine Nielsen-Bergqvists øjne for Ribe. Udstillingen bestod nemlig af værker udlånt fra kunstmuseet i Danmarks ældste by.

– Dét var en samling, jeg gerne ville beskæftige mig med. Og da jeg ikke som sådan havde noget, der bandt mig i København, besluttede jeg mig for at sende museet en uopfordret ansøgning, fortæller 30-årige Josephine, der er opvokset i Ringsted og blev færdiguddannet fra Københavns Universitet i 2014.

"Byen fyldt med passionerede ildsjæle, der får ting til at ske"
Josephine Nielsen-Bergqvists, Museumsinspektør og tilflytter til Ribe

Selvom hun ikke kendte noget til hverken byen eller området, skiftede Josephine derfor – da hun fik en positiv tilbagemelding fra Ribe Kunstmuseum – andelsboligen på Amager ud med en lejlighed i Ribe i foråret 2015.

– Jeg havde en forventning om, at jeg nok ville få rigtig god tid til at se serier og skrive blogs i min fritid, når jeg flyttede til Vestjylland. Men der gik ikke lang tid, før jeg blev en del af Ribes foreningsliv. Jeg har fx altid spillet saxofon og startede derfor med at tage kontakt til byens bigband, siger Josephine, der i dag er afsted til fritidsaktiviteter og arrangementer mindst tre hverdagsaftener om ugen:

– Ud over at spille i Big Band Ribe har jeg meldt mig til langbuebueskydning på Vikingecentret og er med i beboerforeningens bestyrelse. I weekenden benytter jeg mig ofte af et af de mange kulturelle arrangementer, der finder sted i byen.

Netop byens mangfoldige kulturliv har overrasket den københavnske tilflytter positivt:

– Ribe er på mange måder en skæg by, for selvom den er lille og ligger i Vestjylland, så er det alt andet end en provinsby. Byen fyldt med passionerede ildsjæle, der får ting til at ske. Her er mere end nok at give sig til, hvis man har lyst, slutter hun.

Vi er klar til at hjælpe dig

Lasse Jensen sidder klar til at hjælpe dig. Han kan give dig information om job, bolig, uddannelse og fritid i Esbjerg.